User: Adgangskode:
   Keep me logged in.
Registrer  |  Jeg har glemt mit kodeord
AV UdstyrProjektor

PROJEKTOR

 

Projektor-typer:
Når man skal købe en projektor, bør den vælges ud fra forhold som: lokale, opløsning, lysstyrke, vægt samt størrelse. Der findes mange typer, lige fra konferenceprojektorer til ultra-bærbare projektorer, som bruges i mindre mødelokaler. Endvidere findes der fastmonterede projektorer i loftet, som betjenes fra et panel på væggen bag foredragsholderen. Transportable, loft- eller vægmonterede projektorer er også en mulighed.

 

Lcd projektor:
En lcd projektor fungerer ved, at en lampe lyser gennem et lille lcd-panel. Fordelen er, at den er relativt billig at udvikle og producere, samt at der er et stort udvalg af opløsninger. Den giver et stabilt, roligt billede, da lyset sendes op på lærredet som en jævn strøm af lys. Endvidere er der mulighed for at gøre projektoren relativ støjsvag. Ulempen er, at der traditionelt er dårlig kontrast, og det er svært at gøre farvegengivelsen naturlig. De enkelte pixels er tydeligere end ved andre projektorer på grund af et ”hønsenet” rundt om de enkelte pixels. Hønsenet-effekten er mindre jo højere opløsningen er.

 

Digital projektor:
Ægte digital overførsel giver et kraftigt løft i billedkvaliteten, da man undgår konvertering til analog på noget tidspunkt. En digital projektor har typisk et mere sofistikeret design, flere funktioner og en større ydeevne. Den er ideel til fremvisning i mindre samt mellemstore lokaler. Der er som oftest flere tilslutningsmuligheder samt mulighed for pinkode sikkerhed.

 

Lysstyrke:
Projektorens lysstyrke opgives i ansi-lumens, som er en måling af projektorens samlede lysstyrke. En meget udbredt misforståelse er, at man kan løse problemet omkring mørklægning ved at købe en mere lysstærk projektor. Men billedet skabes af kontrasten mellem det mørkeste og det lyseste. Hvis projektoren ikke kan lyse mere end det lys, der er i rummet, kan man ikke se noget. Ved at købe en mere lysstærk projektor får du en større forskel på lyst og mørkt, og du får et genkendeligt billede. Men da du ikke kan lave mørkere, end der er på lærredet, forsvinder alle detaljer i de mørke dele af billedet. Det resulterer i en dårlig kontrast, og dermed dårligt billede, hvor mange detaljer forsvinder.

 

Kontrastforhold:
Kontrastforholdet er forskellen på lyst og mørkt og opgives som forskellen mellem sort og hvid, f.eks. 700:1. Kontrastforhold, lysstyrke og evnen til at vise sort hænger sammen. Høj lysstyrke med lav kontrast giver et lyst, udetaljeret billede. Det vigtige er at vise hele skalaen fra sort til hvidt så livagtigt som muligt. Med en høj kontrast ser man flere detaljer i de mørke dele af billedet, samtidig med at man oplever en troværdig hvid. Igen hænger kontrasten sammen med den samlede lysstyrke, det hjælper ikke at have høj kontrast, hvis de mørke detaljer forsvinder. En projektor på 500 ansi-lumens og 500:1 kontrast kan godt vise sig at være bedre end en anden projektor på 2000 ansi-lumens og 600:1 kontrast. Det er altså ikke nok at lysstyrke og kontrast er højt, forholdet mellem de to er det vigtige. Som hurtig tommelfingerregel er en projektor, hvor tallet for kontrast er højere end tallet for ansi-lumens en relativt god projektor til en hjemmebiograf.