User: Adgangskode:
   Keep me logged in.
Registrer  |  Jeg har glemt mit kodeord
AV UdstyrFilmlærred

FILM LÆRRED - PROJEKTOR LÆRRED

 

Filmlærred:
Et lærred har stor betydning for den endelige billedkvalitet. Der findes alt fra akustiske lærreder til motorstyringer og designperler. Et lærred giver et væsentligt bedre billede. Selvom enhver hvid flade kan bruges, så anbefales det, at man benytter et lærred. Opbygningen af og refleksionen i lærredet er med til at sikre skarpere og mere kontrastfyldte billeder.

 

Hjemmebiograf lærred:
Ønsker man en decideret hjemmebiograf er lærredet essentielt. Her bør man satse på god kvalitet. Men der er andre faktorer, som er mindst lige så vigtige. Herunder gennemgås nogle af de ting, man bør være opmærksom på, når man skal sammensætte en funktionel hjemmebiograf.

 

Udstyr:
Udover lærredet skal man bruge et loftophæng til projektoren, kabler til tilslutning af diverse signalkilder (DVD, video, parabol, Playstation, PC osv.) Derudover findes der en række produkter til at forbedre billedkvaliteten, alt efter hvilket udstyr der tilsluttes, men som udgangspunkt er projektor evt. med ophæng, lærred og kabler alt, hvad der skal til.

 

Lysforhold:
En vigtig ting at få afklaret er, at en projektor kun kan lyse op, den kan ikke gøre noget mørkere. Det vil sige, at det mørkeste billedet kan være, er farven på lærredet når projektoren er slukket. Hvis du ønsker en god billedkvalitet kræver det altså en vis grad af mørklægning, men der behøver ikke være mørkekammer-mørkt for at få et brugbart billede.

 

Billedstørrelse:
Hvor stort et billede man kan lave, afhænger af projektorens type og opløsning, jo bedre projektor, jo større billede kan du lave med høj billedkvalitet. Det er dog en ret subjektiv vurdering, hvordan forholdet mellem størrelse og billedkvalitet vurderes fra person til person. Man taler ofte om forholdet mellem kiggeafstand og billedets bredde (bemærk, ikke diagonalmålet, men bredden af billedet). Eksempelvis giver et 2 meter bredt billede på 3 meters afstand et forhold på 1,5X, fordi du sidder 1,5 gange så langt væk fra billedet, som det er bredt. Tættere end 1,5X vil de fleste opfatte som meget stort og kræver en del af projektoren. 2X er meget normalt, og en afstand de fleste projektorer kan opfylde, og ved mere end 2X vil vægten være lagt på billedkvaliteten, med en nedprioritering af den biograf-agtige størrelse.

 

Sortniveau:
Sortniveau er vigtigere end lysstyrke, når det drejer sig om billedkvalitet. Det betyder, at god billedkvalitet kræver, at der er rimeligt mørkt i rummet, og at projektoren kan håndtere et godt sort-niveau. En lysstærk projektor vil typisk have et dårligt sortniveau. Det betyder, at de lyse partier af billedet ganske vist er meget lyse, men de mørke partier forsvinder. Da sortniveauet er en kombination af mørklægning og projektorens kvalitet, er det svært at sætte tal på, hvor meget lys der er nødvendigt, men i de fleste tilfælde er 700 ansi-lumens rigeligt, hvis rummet er fornuftigt mørklagt. Det vigtigste er at opnå et tilfredsstillende kontrastforhold. Til data-brug er kravene anderledes, her er høj lysstyrke oftest vigtigere end sortniveau, fordi det ikke drejer sig om at gengive realistiske billeder, men at kunne se hvad der står også i oplyste rum.